"Mandags-syndromet"

Hvad gør man, når man mest af alt, har lyst til at drøne på tanken, sætte sig på deres vej-selv-slik vægt og bede dem regne differencen ud, når man er færdig?

Jeg overbeviste mig selv om i mange år, at min tendens til overvægt skyldes gener, og det gik vel egentlig også meget godt for mig, indtil jeg en dag stoppede med at ryge.

Vægten steg i et tempo, der ville gøre enhver forpustet, og inden jeg fik set mig om, viste badevægten et trecifret beløb.

Nu blev det en kende svært, at være sin egen største rygklapper, og jeg kunne ikke længere lyve over for mig selv, jeg var for tyk, og den eneste der kunne gøre noget ved det.... Ja det var jo så mig.......Satans også!!!!

Så startede det, jeg vil vælge at kalde "mandags-syndromet", og nu skal jeg forklare, hvad det er, og jeg er sikker på, I alle kender syndromet ganske godt.

"Mandags-syndromet" går i sin enkelthed ud på, at du i en længere periode (gerne over flere måneder) siger til dig selv: "jeg starter på mandag".

Alt efter hvem man er, kan dette "mandags-syndrom" være mere eller mindre veludviklet, men det korte af det lange er ganske enkelt, at der som regel er en undskyldning for, hvorfor det ikke lige kan blive i dag.

Nå, men det lykkedes mig i sidste ende at smide 35 kilo, det tog lang tid, og jeg vil ikke lyve, ud over at stoppe med at ryge, er det det sværeste jeg nogensinde har gjort, og det er godt nok gået op og ned (i bogstaveligste forstand).

Nu er jeg så her, jeg vejer nogenlunde det jeg skal, og ud over guirlande-mave og bløde lår, er jeg egentlig ganske tilfreds med min indsats, og nogle dage endda også min krop, men så er det også en god dag.... Man er vel kvinde!

Nu er der så denne her kamel, I ved, en af dem man skal sluge, og det er eddermame en kamel af format. Igennem denne lange proces, har jeg hele tiden følt, at jeg kunne se en ende på kampen, men jeg har nu måttet indse, at den kamp slutter bare aldrig, og hold kæft hvor er jeg træt af det.

Lækkersulten, trangen ja kald det hvad du vil, den er der stadig, og alt er stadig en forhandling om, hvorvidt det er det værd, og det sker bare rigtigt tit, at jeg taber over mig selv og mine undskyldninger og spiser den skide Bounty, alt imens der går et mantra igennem hovedet på mig:

"Det går nok, jeg går jo på kur igen på mandag".