Cookie cutter

Det her bliver et af de mere personlige indslag, så jeg har været enormt i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde lyst til skrive om det, men man skal jo ikke kun pege af andre, nogle gange må man vel også se i øjnene, at man har lige så mange fejl og mangler som en skrottet Skoda og smide masken, som jeg ellers har formået ikke at smide i mange år.

De felj og mangler har kostet nederlag på nederlag, alle de gange jeg har stået i en tøjbutik, og nedslået været nødt til, at hænge tøjet tilbage, fordi det skulle stryges, men også sejren og rusen hver gang, jeg finder noget strygefrit.

Jeg kan ved Gud grød ikke stryge, , og jeg er færdig med at skamme mig over det. Gu har jeg da prøvet, jeg giver det da jævniligt et forsøg i håb om, at det pludseligt er kommet med alderen, men det slår aldrig felj, jeg ender altid med et stykke tøj, der mest af alt ligner en nybeggynders origami-projekt.

Jeg har prøvet at tale om det ved flere lejligheder, men har man først siddet over for et andet menneske, der kigger på en, med øjne fulde af forundring, og hvor man nærmest kan se, at hjernen er ved at koge over i forsøget på, at udarbejde en reaktion der ikke virker stødende, ja, så holder man op med at prøve.

Jeg ved hvad I tænker "hun er da en værre sjuske" og "det skal man da kunne", men gæt hvad, det kan jeg ikke, og jeg føler mig på ingen måde som et halvt menneske af den grund, jeg har da så mange andre kvalitter....Ik???

Hvorfor er det, at man skal føle en lille snert af unormalhed, bare fordi man ikke passer ind i dette "cookie cutter" samfund, hvor vores hjem, 1,7 børn (ja jeg har tjekket), biler og selv køleskabet skal stå klar til, at et livsstilsmagasin banker på døren, fordi de liiiige vil have et billede.

I har sikkert nok regnet ud, at dette indslag ikke nødvendigvis handler om strygning, men egentlig bare om den følese af ikke at slå til. En følelse der til tider kan ramme os, fordi vores og andres liv er til skue hele tiden.

Vi vælger det selv, det ved jeg godt, men så vælger vi vel egentllig også selv, om vi vil fjerne filteret, bare en gang imellem, og indrømme, at vi har nullermænder i hjørnerne, og at man kan se, at det har været en lang uge allerede onsdag på størrelsen på de sorte rander under øjnene og mængden af rod, fordi ens skidttolerance er steget stødt i takt med, at ens energinivaeu er faldet.

Jeg synes bare i bund og grund, at vi skal være stolte af dem vi er, selv med strygefrit tøj og nullermænd, 1,7 børn eller ingen børn, rod i hjemmet eller rod i hjernen, tyk, tynd, høj, lav.... osv osv....