Jeg er ikke forkælet

Jeg har ikke rigtigt haft lyst til at skrive indlæg på det sidste, så jeg undskylder at der er lidt langt imellem mine dagligdagsbanale, krøllede og til tider irrelevante indslag.

Det er ikke fordi jeg mangler noget at undre-, brokke- eller more mig over... Bevares... Men dels er jeg lige startet på en ny arbejdsplads, hvor jeg har fået en masse fede nye arbejdsopgaver og dårligt kan huske, hvad jeg selv hedder, når jeg har fri... Dels magter jeg ikke at fremstå forkælet og utaknemmelig.

Denne blog skal ikke omhandle store politiske- og samfundsmæssige problematikker, det lader jeg andre og meget klogere individer med mere stålfaste meninger om at kommentere på, mine indslag skal tværtom være lettilgængelige og forhåbentlig få dig til at trække på smilebåndet, og derfor er det netop lidt op ad bakke lige i øjeblikket, hvor der er så intenst fokus på den skrækkelige flygtninge-situation EU står i.

Vi bliver mildest talt tæppebombet med nye billeder, nye tal og facts, lige meget hvilket medie vi vender os imod, og der er saftsusemig kommet nogle diskutionslystne mennesker ud buskene, og det har altså haft en grim indflydelse på vores ytringsfrihed.

Jeg tager selvfølgelig hatten af for de mennesker, der har behov for og ressourcer til at række en hjælpende hånd ud... Respekt og dybe buk i gulvhøjde fra min side, for gu skal de da hjælpes! Men jeg forstår ikke, hvorfor det absolut skal være altoverskyggende.

Det er som om, at vi ikke må brokke os over eller være træt af vores egne problemer, uanset hvor banale og peanut-agtige de er, uden at de skal sættes op imod noget, der, i min optik, slet ikke er sammenligningsværdigt.

Tag ikke fejl... Jeg synes det er en skrækkelig og ubarmhjertelig situation flygtninge, de hjemløse og de små børn i U-landene befinder sig i, man skal da være en ualmindelig kold skid, hvis det ikke gør én bare en smule ondt, men jeg mener hverken, at jeg er forkælet eller utaknemmelig fordi, at jeg har den holdning, at vi skal stramme os an, når det kommer til at passe på de gamle, de syge og børnene herhjemme, eller at jeg egentlig bare synes, at det er mægtig træls, når naboen slår græs søndag formiddag.

Jeg er ikke smålig fordi, at det der fylder mest i min verden, nu engang er det, der hører til i min verden... Det nægter jeg at skamme mig over!

Det ene behøver altså ikke udelukke det andet...

Det blev en lidt lang forklaring, det undskylder jeg, men til aller sidst vil jeg lige slå fast med store syvtommersøm, at jeg vender skrækkeligt tilbage med mange flere dagligdagsbanale, krøllede og til tider irrelevante indslag, det lover jeg.